Bed And Breakfast I London - Bo Lokalt

London – Europas hovedstad
Selv om London i befolkningstal overgås af Moskva, og arealmæssigt er mindre end både Moskva og Paris, så er Englands hovedstad på mange måder Europas ditto. De har langt flest af de rigeste mennesker og de har en enorm turisme-økonomi. Og hvorfor ikke? I London er der måske flestikoniske attraktioner på mindst område og alle taler i øvrigt sproget.
Personligt har jeg kun været der en enkelt gang, men det bliver der helt sikkert lavet om på i en ikke alt for fjern fremtid, for ingen kan nå alt, hvad man kunne ønske sig på et enkelt visit, trods den mest ivrige ihærdighed.
Min tur dertil var en gave – en aldeles anbefalelsesværdig en af slagsen! - fra min kæreste, og udgangspunktet var, at der skulle ses og oplevelses så meget, som det var menneskeligt muligt. Derfor var overnatningen arrangeret på det billigste bed and breakfast i det centrale London, som det lod sig gøre at finde – Holly House Hotel.
En seng med toilet
Kort sagt havde vi brug for en seng at sove i og et toilet at... ja, du ved vel, hvad man bruger den slags til. Desuden skulle det ligge centralt, så mindst mulig tid blev brugt i offentlig transport. Og disse ønsker kunne Holly House ganske glimrende opfylde. Sengen var overraskende behagelig – jeg har rygproblemer og desuden ofte svært ved at sove fremmede steder, men var ikke plaget på dette sted.
Toilettet var... småt! Bredden indbød bestemt ikke til omfangsrige personer, men i længden var det alligevel stort nok til at have en brusekabine, som dog på ingen måde ville kunne rumme to personer, hvor tæt man end synes, det er behageligt at stå. Men der var rent, lugtfrit og det hele fungerede, selv om det var gammelt.
Luksus gøres der ikke brug af på sådanne steder – TV'et bød på et ekstremt begrænset udvalg af kanaler, men hvem bruger det til andet end at falde i søvn til alligevel? Morgenmaden havde ligeledes ganske lille variation, men mængden var i orden, og de bød på både cornflakes og brød, så det var i princippet en to-retters, og det kan man vel ikke klage over. Desuden var der en elkedel, tebreve og sukker på værelserne – det er jo trods alt England!
På grænsen til alting
Holly House Hotel ligger cirka fem minutters gang fra den store Victoria Station, som ud over at være en jernbanestation også er stop for hele 3 af den berømte undergrunds linier samt en række buslinier. Det er altså nemt at komme fra en lufthavn til Holly House og derfra videre til hvilken som helst del af London. Så uanset om du er på udkig efter Big Ben, vil have en guidet tur gennem Tower of London eller hellere vil på shoppingtur i gaderne omkring Picadilly Circus, er vejen dertil aldrig lang.
Der findes naturligvis en nærmest uendelig række af lignende bed and breakfast muligheder i London, og det er ikke udelukket, at næste tur inkluderer et ophold hos en af konkurrenterne, men jeg kan sige god for Holly House. Priserne er standard for lavpris stederne, og det handler i virkeligheden mest om, hvor der er plads, for disse steder har som regel rigtig tralvt.
Så bestil dit værelse, så snart du kender tidspunktet for din rejse – eller planlæg ganske enkelt din rejse efter, hvornår der er ledigt, hvor du vil bo. Og gå så på opdagelse i den smarte og kulturrigeeuropæiske hovedstad. God tur!